I byen Camacha på det østlige Madeira er der siden 1800-tallet blevet fremstillet kurveflet. Hele Camacha deltager i arbejdet. Her vil du se stakke af pilebundter omkring huse og værksteder – og opleve, at der stadig flettes på livet løs. Folk fletter hjemme og afleverer de færdige produkter til et kooperativ, som står for salget. Du er velkommen til at kigge ind i et af værkstederne i Camacha, hvor du vil blive modtaget med et smil.
I centrum af Camacha er en stor plads under skyggefulde træer, som benyttes til opvisning af folkedans og andre former for folklore. Ved pladsen ligger Café Relógio, hvorfra de mange flettede produkter sælges. Salgsudstillingen er imponerende med kurveflet fra loft til gulv. Her ses eksempler på alle de forskellige produkter, der fremstilles med stor fantasi: hatte, bakker, brødkurve, tasker, flaskeholdere, tidsskriftholdere, kurvemøbler i alle afskygninger, ja selv en hel zoologisk have i pileflet.