En tur på det lokale marked i Funchal, Mercado dos Lavradores, må du opleve på din ferie. Her bliver der tidligt om morgenen landet fisk, hvoraf mange vil være ukendte for en dansker.
Senere kommer omegnens bønder med deres grøntsager, eksotiske frugter og kunsthåndværk til Funchal. Ved indgangen sælger blomsterkoner, iklædt farverige folkedragter, sæsonens blomster. Hele dagen udfolder der sig et leben og mylder af mennesker.
Bag markedet ligger den gamle by, Zona Velha, med farverige huse, hvoraf nogle blev bygget i 1500-tallet. I barerne i de smalle gader med toppede brosten, udfolder en del af Funchals natteliv sig.